Den 1. november 1958 købte vores forældre, Sigrid Riis og Jens Peter Beierholm Poulsen, Lihmskov Mejeri. Mor var bankuddannet og far mejerist. Vi boede i Nr. Aaby på Fyn. Hvorfor de havde lyst til at starte selvstændig virksomhed, ved vi ikke præcist, men det var sikkert far der havde lyst til at arbejde mere selvstændigt. Mor havde et godt arbejde på Marcia.

Der blev lavet en aftale med bestyrelsen for Lihmskov Mejeri om at overtagelsen skulle ske 1. november. Lihmskov lignede mange andre andelsmejerier på daværende tidspunkt. Godt slidt og sandsynligvis ikke med den bedste økonomi. Der var masser af fysisk arbejde.

Far startede om morgenen med oste- og smørproduktion. Der var indvejning af mælk og udvejning af valle og syrnet mælk – alt i transportspande på 30-50 liter. Meget af osteproduktionen gik til eksport, blandt andet til Kraft Food i Nr. Aaby.

Far havde kendskab til en del af de eksportører der fandtes. Det var også en af grundene til at de turde gå i gang. De havde en idé om, hvor produktionen kunne sælges. Smørret blev for en stor dels vedkommende pakket i dritler (træ), og når der skulle pakkes 250 grams detailpakninger foregik det som aftenen. Far formede smørret og mor pakkede det – her kunne vi børn hjælpe lidt. Mor passede kontoret med alt hvad det indebar. Blandt andet afregning til landmændene og fakturering – alt i hånden.

Bankforbindelsen var J.A.K. Banken som en stor del af vores mors familie brugte. Revisoren kom fra Mejeriforeningen, og han kunne bruge mange dage for at gå alle tallene igennem, og det må have været en stor belastning for vores mor, da hun både skulle være klar med tallene og sørge for fortæring. På et tidspunkt blev der tappet mælk i flasker, og Kostforplejningen på Flyvestation Vandel blev kunde på drikkemælk (i spande) og ost. Det har helt sikkert haft en afgørende betydning for økonomien i mejeriet. Vi børn kunne samtidig få en tur til Vandel, idet (i første omgang) højre forsæde blev taget ud af personbilen (VW1200). Så kunne der være plads til varer.

Mejeriet blev forbedret, vedligeholdt og udbygget. Et af de største problemer, der opstod, var at byens vandværk, som også forsynede mejeriet, brød ned. Der blev diskuteret meget i Lihmskov. Men et mejeri uden vand var umuligt. Vi havde heldigvis lige fået tankbil, og Peder Hansen, Engvang, havde et kildevæld i nærheden af Vejle Å. Her sugede tankbilen vand op og kørte til mejeriet. Samtidig gik vores forældre i gang med at lave en helt ny vandboring. Bestyrelsen for vandværket var der ikke meget gang i, selvom de skulle levere vand til mejeriet. Vores boring blev færdig først, og der blev leveret vand til byens vandværk. Men der er ingen tvivl om, at sagen med vandværket for altid satte skår i nogle forhold. 

Sidst i tresserne havde mange mindre andelsmejerier det svært. Randbøl Mejeri og Åst Mejeri blev nedlagt og mælken kom til Lihmskov Mejeri. I 1971 blev der lavet en aftale med bestyrelsen for Nørup Mejeri. Den gik ud på, at vores forældre skulle købe mejeriet pr. 1. april 1971.

I de år, vi boede i Lihmskov, manglede der aldrig noget. Vores forældre havde succes med at drive privatmejeri. De var dygtige og flittige. I 1971 var vores far 55 år. Det var i en sen alder at tage en så stor beslutning at købe et mejeri der var noget større end det, de havde. 

Da vi overtog Nørup Mejeri blev der kun produceret brødformede Havarti. De lå overalt på lageret, så der har sikkert været et problem med afsætningen siden bestyrelsen kontaktede vores forældre. Produktionen på Lihmskov Mejeri blev standset. De ostetyper, der blev produceret i Lihmskov, blev flyttet med til Nørup. De følgende år blev Nørup udvidet og ombygget adskillige gange. Nyt udstyr blev installeret og nye ostetyper blev taget i programmet.

Vores forældre var gode til at lytte til eksportørerne og producere de oste, eksportørerne kunne sælge. Adskillige af disse eksportører blev personlige venner og kom ofte på mejeriet. Ost til Schweiz og Italien blev produceret med stort held.

Vores forældre tog en særdeles afgørende beslutning, da de skiftede revisoren fra Mejeriforeningen ud. Den nye revisor fra et statsautoriseret revisionsfirma gjorde en væsentlig forskel.

I foråret 1983 havde jeg besøg af mine forældre i Schweiz, hvor jeg arbejdede som mejeriingeniør. Aftalen blev at jeg startede hjemme 1. august 1983.

I de følgende år blev eksporten til USA udvidet. Der var så meget mælk til mejeriet, at der hver dag blev leveret mælk til Nestlé i Randers. Det var umuligt at producere ost af hele mælkemængden. Der var på det tidspunkt cirka 280 mælkeleverandører tilknyttet Nørup Mejeri.

Mejeriet blev ombygget og udbygget. Vores mor blev alvorligt syg i 1993 og døde 2. januar 1994. Marianne havde på det tidspunkt overtaget kontorarbejdet.

I 1995 lavede vi en aftale med nogle økologiske landmænd. Vi skulle som nogle af de første her i Danmark tappe økologisk mælk på kartoner. Vi dannede sammen med de økologiske landmænd selskabet ØkoMælk A/S. Vi fik aftale med Dansk Supermarked om levering til Føtex, Bilka og Netto. Mejeriet kørte i døgndrift. I 1998 kunne vi ikke blive enige med de økologiske landmænd. De troede måske at træerne voksede ind i himlen, og de startede et mejeri i Vejen. Træerne voksede ikke ind i himlen. Den 3. maj 2008 døde vores far i en alder af 91. Nørup Mejeri er blevet udbygget og udvidet af flere omgange, senest i 2004, og der satses nu udelukkende på smør- og osteproduktion.

Det klassiske ostehåndværk er stadig i hovedfokus og giver ostene den særkende som både kunder her i landet samt i udlandet sætter stor pris på. Udover salget i Danmark, sælges i dag oste til kunder i Sverige, Norge, Finland, Tyskland samt USA.

Mejeriet producerer klassiske oste som Danbo, Havarti og Fontina. Indenfor de seneste år har mejeriet ligeledes udviklet en ny hård ost ved navn Primero. Denne specialost udmærker sig i særlig grad til servering til tapas og osteborde. Primero har derfor høstet særlig stor interesse hos mejeriets kunder i ind- og udland.